Kontakt os i dag for at booke Selskabslokaler til din næste begivenhed!

Frimurerhuset Brønderslev - Lokaler

Billeder fra garderobe / Foyer

Billeder fra Kongestuen

Billeder fra Dronningesalen

Om Frimurerhusets tilblivelse

Frimurerlogen Lux Vera erhvervede i 2010 ejendommen Danmarksgade 1 i Brønderslev fra Landbo Nord, som havde forpagtet den ud til restauratør Carsten Adler, der drev stedet som selskabslokaler, kursussted, afholdelse af foreningsmøder, mindesammenkomster og generalforsamlinger.

Stedet hed LANDBOSKOLEN og blev bygget i 1935 af den lokale Landboforening, som ønskede en skole oprettet for landboungdommen i lighed med tekniske skoler og handelsskoler.


Flere investorer kom til for at klare finansieringen af byggeriet, som i alt kom til at koste 40.000 kr. mod budgetteret 25.000 kr.

Brønderslevs borgmester var på det tidspunkt dyrlæge Aksel R. Møller, som var begejstret for ideen om en landboskole, og derfor stillede kommunen en kommunegaranti for et statslån på 10.000 kr.


Dyrlæge Aksel R. Møller blev likvideret af tyskerne den 12. januar 1944 -
55 år gammel.


Skolen er udvidet flere gange, og havde stor succes med at uddanne unge mennesker ved landbruget. Landboskolen i Brønderslev var så god en ide, at mange andre byer også oprettede landboskoler.


Frimurerlogen købte som tidligere nævnt ejendommen i 2010, men stadig med Carsten Adler som forpagter. Logen Lux Vera ville oprette loge i den ældste del af ejendommen, hvilket reducerede forpagtningsdelen til kaffestuen, køkken og den store sal. Køkkenet blev udvidet med plads til køle- fryseanlæg, lager og kontor.

Hovedbygningen blev totalt renoveret og ændret til at rumme en logesal på 1. sal, kontor og toiletter i stueetagen. Restaureringen begyndte i juli 2010 og det første logemøde blev holdt den 20. januar 2011. Arbejdet blev hovedsageligt udført af logebrødrene selv.

Carsten Adler valgte at stoppe forpagtningen til juli 2024, og efter hans afgang overtog Frimurerlogen Lux Vera driften af selskabslokalerne og omdøbte stedet til FRIMURERHUSET.

Ejendommen blev på få uger gennemgribende renoveret for at skabe et indbydende og komfortabelt miljø for gæsterne. Den store festsal har fået vandskuring på de gule murstensvægge, og alle vægge og lofter er nymalede.

Et nyt klimaanlæg er installeret for at sikre en behagelig temperatur selv på varme sommerdage. Malerier pryder væggene, og der er anskaffet nye stole. Foyeren har fået en ny bar og er nymalet ligesom garderoben.


Den tidligere kaffestue eller skolestuen hedder nu KONGESTUEN. Her hænger et billede af Hans Majestæt Kong Frederik X sammen med portrætter af tidligere konger, hvoraf nogle havde tilknytning til Frimurerordenen.

Væggene i Kongestuen og den store festsal er prydet af skjolde, som frimurerbrødrene i de højere grader selv udfærdiger efter de heraldiske regler. Skjoldene hænger i Provinsiallogen i Aarhus indtil frimurerbroderen dør, hvorefter det bæres ud til broderens lokale loge. Mange af vores skjolde er lånt og er ikke udfærdiget af brødre fra Lux Vera.

Frimurerhuset drives af Frimurerlogen Lux Vera og er det ideelle sted for familiefester af enhver art såsom, fødselsdage og bryllupper, sølv- og guldbryllupper og konfirmationer. Det er også et passende sted for mindesammenkomster efter begravelser eller bisættelser.

Endelig byder Frimurerhuset velkommen til foreninger og klubber, der søger et egnet sted at afholde generalforsamlinger eller møder.


Vi hjælper gerne med alle detaljer vedrørende et arrangement, herunder menu, drikkevarer og praktiske forhold.


Vi glæder os til at se dig som gæst i vores smukke lokaler.

Kontakt

Ring eller skriv til os for at booke 

Vi er her for at hjælpe jer med eventuelle spørgsmål